Behovet for rodbehandling opstår, hvis du har caries, også kaldet huller i tænderne, der er nået helt igennem tandbenet og ind til nerven. Nerven ligger inderst i tandens rod i det, der kaldes rodkanalen. Når caries når derind, vil det føre til betændelse i nerven, en tilstand som ofte er forbundet med smerter. Tilstanden kan yderligere udvikle sig til rodspidsbetændelse.

Betændelse i nerven behandles med en rodbehandling, hvor vi fjerner nerven og bagefter desinficerer rodkanalen grundigt og til sidst fylder den ud.

Der er desværre ingen garanti for, at rodbehandlingen kan redde tanden, men i cirka 80-90% af tilfældene lykkes det.

Efter en rodbehandling holder vi øje med tanden i 6-12 måneder. Herefter vil der typisk være behov for at forstærke tanden med en stift og krone.

Hvis du vil vide mere om rodbehandling, anbefaler vi denne artikel, som Dansk Tandlægeforening løbende opdaterer.